Fødselsdage og uddeling

Hvad kan jeg dele ud, når jeg gerne vil dele noget ud til mine venner i
vuggestuen og børnehaven?

  • Frugtsalat
  • Spyd med f.eks. frugt, grøntsager eller frikadeller
  • Frugt og grønt, evt. skåret ud på sjove måder
  • Frugtstænger 
  • Ostehaps
  • Pølsehorn
  • Pizzasnegle
  • Frugtsmoothie
  • Boller. De kan varieres i det uendelige med f.eks. gulerødder,
    æble, kanel, kardemomme osv. Bollerne kan laves til en bollemand/
    kone, der kan pyntes med tørret frugt eller udformes med øjne,
    næse og mund.
  • Rugbrødschips
  • Ristede rugbrødsbjælker m. dip af fx avocado, smøreost
  • Daddelkugler eller anden tørret frugt. Dog ikke rosiner på baggrund af Fødevarestyrelsens anbefalinger om at begrænse små børns indtag på grund af svampetoksinet ochratoksin A. 

Fælles for ovenstående er, at det ikke må indeholde tilsat sukker. 

Hvorfor:

Der går ca. 85 børn i Bjørnegården, så det bliver til en del fødselsdage på et år. For børnene vil der derudover være fødselsdage hos familie og venner. Traditionelt forbindes børnefødselsdage ofte med kage, slik og sodavand. For børnene kan det betyde, at de får tilbudt sukker flere gange om ugen. Derfor har vi i Bjørnegården valgt at skabe nogle sunde rammer omkring de måltider og arrangementer, der foregår i institutionen.

Ifølge Fødevarestyrelsen får mange børn for meget sukker i hverdagen. Samtidig ved vi, at frugt og grøntsager ofte kan være svære at få nok af. Derfor har vi i Bjørnegården valgt at skabe sunde rammer omkring måltider og uddeling i institutionen. Således at I som forældre har mulighed for at hygge med jeres børn med det slik, kager og sodavand, som I mener, at jeres barn skal have.

Det betyder så også, at vi stiller krav til det I medbringer, når jeres barn skal dele ud her i huset. Derfor har vi udarbejdet ovenstående liste som en hjælp til jer. Det er vigtigt for os at understrege, at uddelingen ikke behøver at være noget stort eller særligt avanceret. Det skal først og fremmest være noget, der passer til familiens tid og overskud, så det forbliver en hyggelig oplevelse for både børn og voksne.

Når der holdes fødselsdag for institutionen hjemme, bestemmer I selv, hvad børnene skal have at spise. Slikposer eller andre godteposer skal spises, inden børnene tager retur til Bjørnegården, så der tages ikke noget med tilbage til institutionen.

Gruppen, som skal til fødselsdag, laver en fælles gave til fødselsdagsbarnet. Børnene skal ikke medbringe gaver hjemmefra.