Frokostordningen

Frokostordning og måltider i Bjørnegården

Siden 2004 har Bjørnegården haft madordning for alle børn og personale i huset. I vores køkken tilberedes der hver dag mad med fokus på kvalitet, variation og gode råvarer.

Madordningen har Fødevarestyrelsens økologiske spisemærke i bronze, og vi tilstræber en gennemsnitlig økologiprocent på 60. Samtidig lægger vi vægt på at bruge frugt og grønt i sæson, når det er muligt.

Vi arbejder med en sukkerreduceret kost og serverer derfor som udgangspunkt ikke kage, is eller slik i hverdagen. Blandt andet producerer vi selv syltetøj med reduceret sukker indhold for at begrænse mængden af tilsat sukker i børnenes kost.

Ved særlige begivenheder som bl.a. sommerfest og julefest er det tilladt at servere søde indslag som en del af fejringen.

Formålet er ikke et forbud mod sukker, men at skabe sunde rammer omkring børnenes måltider på baggrund af Fødevarestyrelsens anbefalinger. Mens børnene er i Bjørnegården, begrænser vi derfor indtaget af sukker, så I som forældre har mulighed for selv at tage stilling til, hvor meget i vil servere derhjemme.

Du kan læse mere om tankerne bag vores madordning i vores kost- og bevægelsespolitik samt i vores retningslinjer for uddeling ved fødselsdage. 

Køkkenpersonalet:

Vi har Frederik, der er uddannet kok ansat til at lave mad til børnene. Udover Frederik er Jette ansat som køkkenhjælper til at varetage nogle af de praktiske opgaver for at give mere rum til det pædagogiske arbejde med børnene i køkkenet. I Bjørnegårdens køkken må børnene gerne deltage i madlavningen. Det kan være at skrælle gulerødder, hjælpe med at komme mel i røremaskinen, pizzaværksted og så meget andet. Ugens madplan ligger altid tilgængeligt på AULA. 

Måltiderne:

Frederik står for hver dag at lave formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad til hele huset. Formiddagsmaden består af rugbrødmadder eller sandwich med minimum 2 slags pålæg, hertil frugt. Der serveres vand til. Til frokost får vi varme retter to dage om ugen, ofte bestående af en slags kød/fisk sammen med kartofler/ris/pasta, samt en salat af årstidens frugt og grønt, hertil en kold sauce/pesto. Derudover er der en ugentligt suppedag med friskbagt brød, samt en ugentligt grøddag. Fredag er fast smørrebrødsdag, hvor børnene selv smører deres mad med optil 4 slags pålæg, heraf minimum en slags fisk, enten kød, fisk eller vegetarisk, Der serveres altid både vand og økologisk mælk til frokosten. Børnene skal lære at smage på maden og hvis de ikke kan spise maden, får de tilbudt en rugbrødsmad. Eftermiddagsmad består af friskbagt brød med f.x. pesto, tunsalat, skinkesalat og frugt og grønt med vand til. 

Formiddagsmaden ca. kl. 09: 

Hele institutionen spiser formiddagsmad omkring kl 09. Inden måltidet hjælpes vi ad med at rydde op på stuerne til vores rydde-op-sang, hvorefter børnene vasker hænder for at sikre en god hygiejne. Derefter samles børnene i deres basisgrupper.

Formiddagsmåltidet er ofte en del af dagens samling, hvor der skabes ro og fællesskab i gruppen. Her præsenteres dagens aktiviteter, synges sange eller gennemføres lege, tilpasset børnenes alder og udvikling. Måltidet giver samtidig mulighed for samtaler og nærvær, inden dagens aktiviteter går i gang.

I sommerhalvåret flyttes formiddagsmaden indimellem udendørs. 

Frokost ca. kl. 11: 

Inden frokosten er der samme oprydningsrutine.

Alle børn spiser som udgangspunkt frokost i deres egen basisgruppe. Børnene er på skift med til at hente rullebord og dække bord. Desuden hjælper alle børnene, i det omfang de kan, med at tage mad på tallerkenen, hælde mælk og vand op samt smøre deres egen mad.

Frokosten er samtidig et pædagogisk måltid, hvor der er fokus på fællesskab, deltagelse og læring. Måltidet giver børnene mulighed for at øve selvhjulpenhed, være nysgerrige og udvikle gode mad- og måltidsvaner. De voksne deltager aktivt ved bordet og understøtter en hyggelig og nærværende stemning, hvor der er plads til samtaler om dagens oplevelser, maden vi spiser, og det, børnene er optaget af. Vi opmuntrer børnene til at være nysgerrige på forskellige smagsoplevelser og smage på maden, men vi respekterer samtidig det enkelte barns grænser.

Der holdes bordskik i det omfang, det er muligt afhængigt af børnenes alder. I sommerhalvåret kan frokosten også blive rykket udenfor.

Eftermiddagsmad ca. kl. 14:  

I vuggestuen spises eftermiddagsmad i takt med, at børnene står op fra deres middagslur. I børnehaven foregår eftermiddagsmaden typisk mellem kl. 14 og 15.

Eftermiddagsmaden i børnehaven afvikles i teams. Her bliver børnene kaldt ind sammen med deres basisgruppe og vasker hænder, inden de sætter sig til bords. Her afholdes måltidet også ofte udenfor i sommerhalvåret.

Eftermiddagsmåltidet fungerer som en rolig samlingsstund, der samtidig skaber rum for fællesskab og gode samtaler mellem børn og voksne. Vi betragter eftermiddagsmaden som en pædagogisk aktivitet med fokus på nærvær og derfor opfordrer vi til, at forældre venter udenfor eller lige stikke hovedet ind for at fortælle de er kommet.

I sommerhalvåret foregår eftermiddagsmåltidet ofte udendørs.